Skip to content

SUN-AIR, der opererer som British Airways franchisepartner,  indsatte mandag den 5. september sin 32-personers Dornier 328 Jet på Aalborg-Oslo ruten. Derved styrkes kapaciteten markant, og endnu flere rejsende kan flyve til Oslo direkte fra Aalborg Lufthavn.  

Rejsende fra Aalborg Lufthavn har i en årrække kunne flyve direkte til Oslo med SUN-AIR. Indtil nu har det været SUN-AIR’s 18-personers British Airways branded-fly, Jetstream 31/32, der har fløjet folk til Norges hovedstad, men mandag den 5. september blev deres 32-personers Dornier 328 Jet indsat på ruten. Med det nye fly på ruten kan SUN-AIR udbyde et langt større antal sæder og skabe ekstra komfort for de rejsende. 

Flyet har udover de 14 ekstra siddepladser også en længere rækkevidde og, med de to jetmotorer, en tophastighed på 720 kilometer i timen. Dette er hele 210 kilometer i timen mere end det tomotoret-turboprop passagerfly, Jetstream 31/32.

Indtil videre kommer SUN-AIR’s Dornier 328 Jet til at beflyve den direkte Aalborg-Oslo rute seks uger frem.