Skip to content

SunCharter udvider med to nye rejsemål allerede fra det tidlige forår. Første afgang til Malta er den 20. marts og til Korfu den 8. maj.

SunCharter har indgået en stor aftale med SAS om at flyve hele sommerprogrammet 2016, og det betyder blandt andet to nye rejsemål. Fra sommerhalvåret 2016 byder Aalborg Lufthavn passagerer velkommen på SunCharters to nye rejsemål, Malta og Korfu. Rejseselskabet oplever en stor interesse og efterspørgsel blandt nordjyderne, hvilket de ønsker at efterkomme ved at åbne to nye rejsemål. Første fly mod Malta afgår søndag den 20. marts og første fly mod Korfu afgår søndag den 8. maj, begge med plads til 198 passagerer. Med én afgang om ugen, har nordjyderne rig mulighed for at opleve to af de mest populære feriedestinationer blandt danskerne.

”For SunCharter handler det om fortsat at gøre vores gæster tilfredse. Dette gør sig både gældende i forhold til udbud og kvalitet, hvorfor vi håber på at opleve samme opbakning blandt nordjyderne på de to nye rejsemål, som vi hidtil har oplevet på vores andre rejsemål,” udtalte Søren Kjellerup, direktør for SunCharter. 

Større fokus på de nordjyske gæster

Med de to nye rejsemål følger også SunCharters beslutning om at øge deres aktivitet på det nordjyske marked med 20.000 ekstra pladser i 2016. Hos Aalborg Lufthavn er der stor tilfredshed med den positive udvikling, som SunCharter har oplevet det seneste år. 

”Det glæder Aalborg Lufthavn, at SunCharter har oplevet så stor opbakning blandt nordjyderne. Rejseselskabet er en god samarbejdspartner, som sætter kunden i fokus,”  udtalte Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn. 

Kvaliteten er i højsædet hos SunCharter, hvor produktionschef, Ole Kragelund Jürgensen, selv har taget del i processen med udvælgelsen af egnede hoteller til rejseselskabets mange gæster. Derved forsøger de at møde gæsterne i øjenhøjde og sikre sig, at gæsterne får den bedst mulige rejseoplevelse. SunCharter har derfor også valgt, at SAS skal flyve ruterne, da deres kvalitet og personalets kompetencer skaber de bedste rammer for rejseselskabets gæster.