Aalborg Lufthavn først med LED lys

Aalborg Lufthavn bliver den første lufthavn i Danmark, der installerer LED centerlinie og touch-down lys på landingsbane.

I forbindelse med renovering af landingsbanerne i Aalborg Lufthavn, hvor der i løbet af sommeren vil blive lagt ny asfalt på, har Aalborg Lufthavn indgået aftale med AGLsign ApS, Randers, omkring levering af den seneste teknologi indenfor LED centerlinie og touch-down lys.

I forbindelse med den igangværende udvidelse af lufthavnen og renovering af landingsbanen, er det vigtigt for Aalborg Lufthavn at sikre implementering af ny teknologi. En teknologi der ikke alene fremtidssikrer lufthavnen, men som samtidigt minimerer de fremtidige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. 
- I den forbindelse har Aalborg Lufthavn valgt AGLsign som underleverandør til LED banelys, da det var den leverandør der bedst levede op til de ønsker og krav vi har på dette område, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Aalborg Lufthavn er i øjeblikket i gang med en gennemgribende udvidelse og renovering, der bl.a. betyder en udvidelse af terminalen med 7000 m2. Dertil kommer renovering af landingsbanen, et projekt der i alt løber op i 15 millioner kroner.


18. maj 2012