Juli 2013 er præget af kraftig vækst på udenrigs- og charterområdet, men også indenrigstrafikken viser meget flot vækst.

Der har været rigtigt travlt i Aalborg Lufthavn i juli – det ses tydeligt i denne måneds trafiktal, som viser markant fremgang inden for alle trafikgrupper.

Ikke færre end 130.508 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i juli 2013. Det gør juli 2013 til en af de bedste måneder i lufthavnens historie. I forhold til juli 2012, hvor der fløj 112.714, er der tale om en stigning på 15,8 procent. 

Godt gang i indenrigstrafikken

Indenrigstrafikken viser en markant vækst med en fremgang på hele 9,3 procent i forhold til samme måned sidste år. I juli 2012 rejste der således 56.368 til og fra Aalborg Lufthavn, mens der i juli 2013 rejste 61.621. 

- Vi er meget tilfredse med, at der igen er godt gang i indenrigstrafikken, vi kan se, at mange vælger at flyve via København og videre til udlandet, ligesom der nu også er enkelte passagerer, der flyver fra København via Aalborg ud i Europa - det er nye tider, siger direktør Søren Svendsen. 

Populært med gratis parkering

Som det har været tilfældet i efterhånden mange måneder, fortsætter tendensen med kraftig vækst i udenrigstrafikken ufortrødent. Der er således tale om en stigning på hele 22 procent i forhold til samme måned sidste år, således rejste der 36.823 i juli 2013 mod 30.174 i juli 2012.

Chartertrafikken er steget med 22,5 procent, i det 32.064 passagerer rejste til og fra sydens sol i juli 2013 mod 26.172 rejsende i juli 2012.

I forbindelse med indvielsen af den udvidede terminal, der blev taget i brug ultimo maj, stod der også 350 nye parkeringspladser klar til sommersæsonen 2013, men for at klare det store rykind af rejsende anlagde Aalborg Lufthavn 200 ekstra midlertidige parkeringspladser i starten af juli måned. 

- Den stadig meget positive udvikling på udenrigs- og chartersegmentet er mere end tilfredsstillende, og vi glæder os over de mange passagerer, som sætter pris på den gratis parkering vi tilbyder, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

 


1. august 2013 / Skrevet af: Rikke Mølgaard