Internationale studerende valfarter til Aalborg Universitets mange spændende uddannelser

Når Aalborg Universitet mandag den 2. september slår dørene op til et nyt semester, er det samtidig starten på et nyt kapitel i et langt studieliv for mange unge mennesker. Langt de fleste gæster Aalborg Lufthavn på deres vej til Aalborg fra alle egne af kloden.

Aalborg Universitet har de senere år oplevet en radikal tilgang af nye studerende og også fra udlandet fornemmes en stigende interesse. I forhold til sidste år har der været en stigning på 20 % i optaget af internationale studerende. I alt har 900 internationale studerende sikret sig en plads ved Aalborg Universitet i år. Nogle studerende kommer for at opleve et enkelt semester, mens andre elever starter på et langt studieforløb. Flere og flere elever vælger at læse hele uddannelsen i Aalborg og bosætter sig derfor i byen over en længere periode. For det nordjyske erhvervsliv betyder det, at virksomhederne har adgang til højt udviklet, international kompetence, hvilket bidrager til at skabe en international profil. 75 %, af de internationale studerende er EU borgere.        

De internationale studerende der på forhånd havde meldt deres ankomst, ankom over fire dage og blev modtaget i lufthavnen af repræsentanter fra Aalborg Universitet, for at give de nye studerende en tryg start på deres nye studieliv.        

 


27. august 2013