Skip to content

Direkte ferieruter til Split og Nice. SAS med nye direkte afgange i sommerferien.

Nu lægger SAS to regionale danske lufthavne til programmet. I år indgår Aalborg Lufthavn også i sommerprogrammet med to direkte afgange til Split og Nice.

Der er afgang tirsdage i sommerferien. Første gang 1. juli 2014.

- Vi har oplevet en stigende efterspørgsel fra kunderne omkring de to store jyske lufthavne. Det vil vi gerne udvikle. I sommer kom vi med direkte til Stockholm, og vi har erfaret, at der også er grundlag for at tilbyde direkte ruter til populære feriedestinationer, siger koncerndirektør med ansvar for ruteudvikling, Joakim Landholm, SAS.

De nordjyske rejsende kan glæde sig over at kunne rejse fra Aalborg med SAS til feriedestinationerne Split i Kroatien og Nice i Sydfrankrig.

- Vi har næsten ikke nået, at få hænderne ned efter at SAS i sidste uge offentliggjorde den nye helårsrute mellem Aalborg og Oslo. Nu udvider vi samarbejdet med SAS til også at omfatte ruter direkte fra Aalborg til Nice og Split, som er to af de mest efterspurgte ferie destinationer. Det er meget, meget glædeligt, lyder det fra Søren Svendsen, CEO Aalborg Lufthavn.

De sidste tre år har SAS skruet gevaldigt op for antallet af ruter til feriedestinationer fra Skandinavien. SAS’ kunder har benyttet et bredt udvalg af ruter til sommerferiedestinationer, men særligt fra de tre største lufthavne i Skandinavien. Det er helt nyt, at SAS begynder at flyve ferieruter fra Aalborg. 

- Vi har mange kunder i Jylland, som er vant til at rejse med SAS i forretningsøjemed, og vi vil gerne give vores kunder den velkendte SAS oplevelse også når de rejser til eftertragtede feriemål netop i de perioder, hvor de fleste holder ferie, siger Joakim Landholm. 

Billetterne til det nye sommerhøjsæsonprogram bliver sat til salg gradvist fra den 25. november.