KLM øger med en fjerde daglig afgang fra Aalborg Lufthavn til Amsterdam.

En stigende efterspørgsel på KLM’s rute fra Aalborg Lufthavn til Amsterdam medvirker til, at KLM introducerer en fjerde daglig afgang fra Aalborg. Allerede fra slutningen af marts kan rejsende fra Aalborg Lufthavn bestille billetter til endnu en afgang mod Amsterdam. Dermed får danskerne mulighed for at opnå forbindelse via Amsterdam flere gange om dagen, hvilket er til stor glæde for Aalborg Lufthavn. På ruten vil KLM benytte sig af en blanding af flytyperne E90, E75 og F70.

Med det øget antal af afgange tilbyder KLM i alt 26 ugentlige afgange mod Amsterdam. Byen, der er et vigtigt knudepunkt for dem samlet trafik videre ud i verden, er også et yderst populært rejsemål til citybreaks og weekendture. Den nytiltrådte Country Manager for Air France og KLM i Danmark og Island, Frederic Descours, siger: 

”År for år stiger efterspørgslen på afgange mod Amsterdam, hvilket naturligvis glæder os meget. Mange tager til Amsterdam og nyder byen på en forlænget weekendtur og mange bruger hubben i Schiphol til at komme videre ud i verden til de mange drømmedestinationer, der kan nås via vort omfattende netværk. Udviklingen i efterspørgslen ser ud til at fortsætte og derfor er det helt nødvendigt at øge antallet af afgange yderligere, i første omgang til foråret. Øgningen i antallet af afgange vil styrke vores position på det jyske marked yderligere og bidrage til en langsigtet vækst på det danske marked.”

Aalborg Lufthavn ser frem til at kunne byde flere rejsende velkommen om bord på én af KLM’s fire daglige afgange. Lufthavnsdirektør, Søren Svendsen, udtaler i den forbindelse:

”Grundet den øget trafik i lufthavnen, er vi meget tilfredse med, at KLM imødekommer efterspørgslen blandt rejsende fra Aalborg Lufthavn til Amsterdam. Dermed har flere rejsende fra Aalborg mulighed for at benytte ruten til at opnå forbindelse ud i resten af verden.”


9. december 2015