Udenrigs- og chartertrafikken vokser eksplosivt, og er den afgørende faktor for denne måneds rekord.

Totalt rejste 111.780 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn, hvilket gør april 2015 til den største april måned i Aalborg Lufthavns 76-årige historie. Til sammenligning rejste 107.323 gennem lufthavnen sidste år. Dermed en fremgang på 4,2 %

Igen har masser af rejsende valgt at starte deres udlandsrejse i Aalborg Lufthavn. April viser nemlig en fremgang på hele 42 % procent i udenrigstrafikken, idet 35.370 rejste til og fra Aalborg Lufthavn i 2015 mod 24.886 i april 2014.

- Lufthansas to daglige afgange til Frankfurt ses naturligvis i denne flotte vækstrate, men det er mindst lige så relevant at bemærke, at de andre udenrigsselskaber, herunder KLM, Turkish Airlines, Norwegian og Vueling også bidrager med flotte tal, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Chartertrafikken byder også på en flot fremgang, idet 10.256 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i april 2015 mod 8.062 i april 2014. En fremgang på hele 27, 2 procent.

- Chartertrafikken er kommet godt fra start her i april. I maj kommer der endnu mere trafik på det område. Generelt større sædeudbud og tilmed nyheden Lesbos, så det tegner godt, slutter Søren Svendsen

Indenrigsruten med tilbagegang

Indenrigstrafikken går tilbage i forhold til samme måned sidste år, idet 66.154 passagerer fløj til og fra Aalborg Lufthavn i april 2015 mod 74.375 i april 2014, hvilket svarer til en tilbagegang på 11 procent.


1. maj 2015 / Skrevet af: Rikke Mølgaard