Skip to content

Top 10 over mest anbefalede brands

I YouGov’s nye omfattende undersøgelse af Danmarks mest anbefalede brands, er Aalborg Lufthavn placeret i top 10, sammen med brands som LEGO og Apple. 

Aalborg Lufthavn befinder sig i top 10 over Danmarks mest anbefalede brands, ifølge YouGov BrandIndex’s omfattende rapport ’Brand Advocacy Rankings 2016’. Tusindvis af danskere er blevet spurgt indtil, hvilket brand de vil anbefale til familie, venner og kollegaer. 

Det fremgår af top 10-listen, at Aalborg Lufthavn rangerer på en 7. plads lige over Apple og Volvo, der ligger på henholdsvis en 8. og 9. plads. Øverst findes Lærernes Brandforsikring, Thai Airways og LEGO. 

”At være på listen over Danmarks ti mest anbefalede brands er helt fantastisk. Det er kunderne, der anbefaler Aalborg Lufthavn til andre kunder – en større blåstempling får man ikke. Vi rangerer mellem nogle stærke brands som den eneste lufthavn, foran et brand som Apple. Derfor er der god grund til at være glade og stolte over alle vores dygtige medarbejderes gode arbejde. Tillykke til vores medarbejdere for bedriften og tak til alle vores kunder for at anbefale os”, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

I rapporten er hvert brand blevet tildelt en score, som bestemmes ud fra, hvilke brands de adspurgte vil anbefale til venner, familie eller kollegaer, og ligeledes hvilke de vil anbefale dem at undgå. Aalborg Lufthavn fik en score på 56,2, hvor LEGO som brand fik en score på 62,5. 

Hele undersøgelsen blev gennemført i perioden 1. november 2015 til 31. oktober 2016.

Læs mere om Danmarks mest anbefalede brands her.