Det er ikke kun den ekstra dag i februar 2016, der gør denne måned interessant, også uden den 29. februar, kommer Aalborg Lufthavn rigtigt godt ud af februar. Månedstallene er gjort op, og der ses en fremgang på hele 12,4 procent i forhold til samme måned sidste år. Korrigeret for den ekstra dag ses en fremgang på 8,5 procent.

Vækst på indenrigs, udenrigs- og chartertrafikken giver en samlet fremgang på hele 12,4 procent i februar 2016 i forhold til februar 2015. Samlet set rejste 108.883 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i februar 2016 mod 96.911 i februar 2015.

Gang på gang fortæller Aalborg Lufthavn om vækst i udenrigstrafikken, og denne måned er ingen undtagelse. På udenrigsruterne ses således en fremgang på hele 27, 8 procent i forhold til samme måned sidste år. I februar 2016 fløj der således 29.444 mod 23.040 i februar 2015.

Fremgang for 4. måned i træk

Indenrigstrafikken viser en fremgang på 5,9 procent i februar 2016 i forhold til samme måned sidste år. I februar 2016 fløj der 64.739 passagerer til og fra København mod 61.131 i februar 2015.

- For 4. måned i træk ses der vækst i indenrigstrafikken, hvilket er meget glædeligt i sig selv. Yderligt er det glædeligt, at vi ser et mindre fald i den gennemsnitlige billetpris hos såvel SAS som Norwegian til glæde for de mange rejsende, siger Søren Svendsen  

Chartertrafikken er gået frem med 15,4 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 14.700 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i februar 2016 i forhold til 12.740 i februar 2015.

- Jeg tror ikke, det er en overdrivelse, når vi siger, at Aalborg Lufthavn efterhånden er den foretrukne charterlufthavn for rigtig mange rejsende, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen.


1. marts 2016