Skip to content

Fire daglige afgange til Amsterdam

KLM har indsat en fjerde daglig afgang mellem Aalborg og Amsterdam fem uger tidligere end planlagt - med start søndag den 19. februar.

Den store efterspørgsel på ruten til og fra Amsterdam har resulteret i, at KLM har øget antallet af afgange mellem Aalborg og Amsterdam med en ekstra daglig afgang - fem uger tidligere end planlagt, hvor den første afgang allerede gik i luften i søndags.

I første omgang var det planen, at den fjerde daglige direkte afgang skulle indsættes i slutningen af marts, men KLM har herefter valgt at rykke den fem uger frem. Derved kan KLM også i den sidste del af vintersæsonen sende endnu flere rejsende til den Hollandske hovedstad. 

- At KLM rykker den fjerde daglige afgang fem uger frem, vidner endnu engang om rutens positive udvikling. Dette er ikke mindst til stor gavn for de mange forretningsrejsende, der ønsker større rejsefleksibilitet, men også for fritidsrejsende, som langt nemmere kan booke rejser med fly videre fra Amsterdam. Med endnu en daglig afgang kan afgangen fra Aalborg nemmere tilpasses den tilsluttende flyforbindelse i Amsterdam, hvorfor ventetid i lufthavnen er minimal, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Billetter til de fire direkte daglige afgange kan i skrivende stund bestilles fra nu og til og med januar 2018 på KLMs hjemmeside.