Lufthavnens Arbejdsområder

I Aalborg Lufthavn er der mange forskellige arbejdsområder. Det kan derfor være en god idé at læse om disse, hvis du kunne tænke dig en fremtid i lufthavnen. På den måde er du bedre i stand til at se, hvor du bedst vil kunne bidrage – og dermed målrette din ansøgning på den givne stilling. 

Airside Handling

Som medarbejder i Airside Handling beskæftiger man sig med bagage og klargøring af fly. Disse medarbejdere kaldes portører. Som en del af Airside Handling finder man også afdelingen Fuel, hvor man kan være Fuel operator, som bl.a. tanker flyene. Arbejdet foregår primært udendørs, så man skal kunne lide at arbejde ude i al slags vejr. 

Det er portørens opgave at få kufferterne ud og ind af flyet, få dem stuvet korrekt og få flyet af sted til tiden. Der er ofte kun 20 minutter til at tømme et fly fra København for bagage og få det fyldt igen med nye kufferter. De skal fordeles korrekt i flyets lastrum af hensyn til flyets balance. Arbejdet foregår i stort omfang ved hjælp af maskiner, men da det ikke alle steder er muligt at have lastemaskiner med, er her tale om fysisk krævende arbejde.

Desuden deltager de i vid udstrækning i den store opgave, som det er at de-ice fly i vintermånederne, og de sørger også for snerydning, når det er nødvendigt. 

Landside Handling / Check-in

Lufthavnens afdeling for passagerhandling er ansvarlig for, at flypassagererne bliver modtaget godt, får den fornødne service og hjælp i forbindelse med check-in samt kommer ud i flyet til tiden. Der er stor kundekontakt, så man skal være smilende og servicemindet, hvis man vil arbejde i denne afdeling. Derudover er det vigtigt at kunne tale engelsk og forstå de nordiske sprog. 

I check-in er det vigtigt at være meget imødekommende, da det er de første medarbejdere, som passagererne støder på. Som check-in medarbejder skal man bl.a. lave check-in i skrankerne eller hjælpe passagererne med self-service check-in. I Landside Handling kan man desuden blive gatemedarbejder eller arbejde i servicecenteret. Gatemedarbejdere sørger for at boarde passagererne, og i servicecenteret hjælper man med alle passagerernes spørgsmål, som bl.a. kan dreje sig om bortkommen bagage. Bag kulisserne arbejder der endvidere trafikansvarlige, der er med til at planlægge, gennemføre og kontrollere afviklingen af flytrafikken. 

Sommerfugl

Er man under 18 år kan man søge job som ’Sommerfugl’ i Landside Handling. Som ’Sommerfugl’ servicerer man passagererne og hjælper bl.a. uledsagede børn og personer med reduceret mobilitet igennem lufthavnen. 

Security

Lufthavnens security-medarbejdere er oftest dem passagererne møder lige efter de har checket ind, og de bidrager derfor til den gode oplevelse. Det er et stort ansvar at stå for lufthavnens sikkerhed. Her er det primære mål at sluse de rejsende effektivt igennem sikkerhedstjekket. Selvom der er store krav til sikkerhedsmedarbejdernes udførsel af sikkerhedstjekket, går vi ikke på kompromis med den personlige service. Sikkerhedskontrol er en alvorlig sag, men der er også altid plads til et smil.

Securitymedarbejder

Securitymedarbejderne står i front ved Securityområdet, hvor de tager imod passagerernes boardingkort, hjælper dem med at få de rigtige ting i kassen til screening (f.eks. bælte og jakker) og guider dem igennem selve kontrollen. 

Security-Screener

Som Security-Screener står man for screeningen af både passagerer og deres bagage, så det sikres, at alle sikkerhedsregler overholdes. Det kræver en del teoretisk og praktisk træning ift. sikkerhed for at kunne udføre disse opgaver, hvilket vil være en del af oplæringen i jobbet

Cargo

Aalborg Lufthavns Cargo-afdeling skal have overblik over alle de materialer, som kommer ind og ud af lufthavnen. Deres primære opgave er at håndtere diverse flyfragtforsendelser - således, at det foregår efter myndighedernes skrappe krav til Cargo-forsendelser. Der ansættes typisk ikke folk ude fra til denne afdeling, da det kræver en baggrund i Security.

Trafikkontor

Trafikkontoret er lufthavnens hjerte og er bemandet døgnet rundt. Personalet på trafikkontoret holder blandt meget andet styr på flyene på forpladsen og det er også på trafikkontoret, man holder styr på lufttrafikken ind og ud af lufthavnen. Det er også her, man holder et vågent øje med bilerne på p-pladsen. 

Vagthavende

Som vagthavende er man kontaktled i mange situationer fra lufthavnen til eksterne organisationer som f.eks. SKAT og alarmcentralen. De vagthavende er også internt bindeled i en lang række sammenhænge, og de er første kontaktpunkt på alle eksterne henvendelser via telefon eller mail. På parkeringspladsen er bilerne video-overvåget, og på store skærme følger vagthavende med. 

Marshall

Lufthavnens Marshall sikrer trygge rammer og god ro og orden. Marshallen holder øje med, at ingen fristes til at tænde en cigaret på forpladsen, hvor der kan være brandfarlige dampe fra flymotorerne. Marshall medarbejderen viser også vej til ankomsthallen og sørger for at både fly, biler og gående færdes sikkert på forpladsen. Det er ham passagererne kan spørge, hvis de er i tvivl om noget. Det er også Marshallen, som viser flyene til rette på forpladsen og i visse tilfælde guider flyene fra landingsbanen til forpladsen. Man kan kende Marshallen på den orange jakke eller vest, når han/hun opholder sig på forpladsen.  

Retail

Der er stort fokus på kundeservice i Retail. Man skal være smilende og god til at tilegne sig viden om mange forskellige produkter. I Retail kræves stor ekspertise i forhold til kundekontakt, produkthåndtering og produktviden, som sikrer en høj standard. Retail består både af vores Duty Free område med salg af parfume, kosmetik, spiritus m.m. samt af vores Fashion område med tøj og accessories.

Som salgsassistent skal man stå til rådighed til at hjælpe passagererne, hvis de ønsker at købe eller få mere viden om de forskellige varer i butikken. Arbejdet består derfor i at være synlig i butikken og at ekspedere kunderne. 

Food

På den anden side af security er der rig mulighed for at bruge ventetiden på bedste vis. Her står lufthavnens Food-medarbejdere klar til at sørge for forplejning med et godt udvalg af mad og drikke i vores restauranter. Der er et stort fokus på kundeservice hos vores Food-medarbejdere, som går hånd i hånd med effektivitet, faglig dygtighed og et godt og imødekommende smil. 

Køkkenmedarbejder

Køkkenpersonalet står for tilberedning af mad til både passagerer, medarbejdere og til buffeten i vores Lounge. Under tilberedning af både kolde og varme retter er der stort fokus på fødevaresikkerhed.  Derudover laves anretninger til arrangementer og møder. Arbejdet indebærer også afrydning og opvask.

Salgsassistent

Som salgsassistent i Food skal man have fokus på god kundeservice. Her ekspederes passagererne og man skal kunne vejlede dem med hensyn til indhold i maden.  Man skal sørge for at butikken fremstår pæn og ren. 

Lounge

I Loungen tilbydes forplejning til de passagerer, der ønsker ro og ekstra komfort inden afrejse. De rejsende skal opleve at få en VIP-oplevelse i særklasse, når de besøger Aalborg Lufthavns Lounge. Lounge personalet er værter/værtinder og sørger for gæsterne, mens de opholder sig i Loungen. 

Catering

Catering står for anretning og pakning af flymad, så der er i høj grad tale om en logistikopgave, der kræver præcision og hurtighed. Der fokuseres på fødevaresikkerhed samt på at leve op til de aftaler, der er indgået med kunderne. Arbejdet indebærer også udpakning og opstilling på lager. 

Facility

Facility består af medarbejdere med typisk en håndværksmæssig baggrund. De sørger for vedligeholdelse og reparationer af lufthavnens materielle bestanddele. Medarbejderne er typisk en blanding af elektrikere, mekanikere samt tekniske servicemedarbejdere. 

Administration

Bagom det hele findes administrationen. Selvom passagererne ikke møder personalet fra administrationen til hverdag, så har de i høj grad betydning for den gode rejseoplevelse og videre udvikling af Aalborg Lufthavn. 

I administrationsområdet er de typiske funktioner som Økonomi, IT, HR, Marketing samt ledelsesfunktioner repræsenteret. 

Praktik

Går du på en videregående uddannelse er det i perioder muligt at komme i praktik i Aalborg Lufthavn. Det vil typisk være i Marketing-, HR- og Økonomiafdelingerne, der tilknyttes praktikanter fra uddannelsesinstitutioner som UCN og Aalborg Universitet. Det kan også være i nogle af driftsområderne i terminalen såsom Landside Handling. Vi får en del forespørgsler på praktik, så skriv gerne så specifikt som muligt, i hvilken periode samt hvor mange timer/uge din praktik skal vare. Kom ligeledes gerne med specifikke forslag til, hvad du forestiller dig at skulle arbejde med under dit praktikforløb. 

Ansøgning vedr. praktik kan du sende via Søg uopfordret. Hvis vi vurderer, at vi kan tilbyde dig et relevant praktikforløb vil vi kontakte dig med henblik på en nærmere dialog herom.

Folkeskolepraktik

I nogle uger om året modtager Aalborg Lufthavn folkeskolepraktikanter. Som praktikant i Aalborg Lufthavn vil du i løbet af en uge få indsigt i fem forskellige afdelinger i lufthavnen. 

Det er muligt at komme i praktik enten i foråret (marts-maj) eller i efteråret (september-november). Der modtages dog kun få praktikanter i løbet af hver periode. 

Ansøgning vedr. folkeskolepraktik kan du sende via Søg uopfordret. Skriv hvilken uge, du skal i praktik. Du hører fra os, hvis du er blandt de udvalgte, vi kan tilbyde praktik.