Skip to content

2011 rekordår i Aalborg Lufthavn

For tredje år i træk oplever Aalborg Lufthavn rekordår. Væksten tilskrives kvantespring i udenrigstrafikken.

Et rekordhøjt antal passagerer gør 2011 til det bedste år i lufthavnens historie. Helt nøjagtigt var der 1.391.632 afrejsende og ankomne passagerer i 2011. Det er en fremgang på 3,6 procent i forhold til 2010 svarende til 48.274 passagerer.

Internationalt gennembrud

Den største vækst ligger i udenrigstrafikken, hvor Aalborg Lufthavn i det forgangne år har oplevet en stigning på ikke mindre end 33,3 procent i forhold til 2010.

Jeg tror med at rette, at man kan sige, at 2011 blev året hvor Aalborg Lufthavn fik sit internationale gennembrud, og vores strategiske satsning for alvor bar frugt. Ser vi på 2012 er der også kun positive tegn; KLM øger med en ekstra daglig til Amsterdam, det store spanske flyselskab Vueling kommer med to ugentlige til Barcelona, og endelig kommer Norwegian tilbage med 3 ugentlige til London og ikke mindst med den store nyhed i form af 3 ugentlige til Berlin, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Chartertrafikken vokser

For andet år i træk vokser chartertrafikken markant og går frem med hele 12,9 procent i forhold til 2010. Således rejste 149.736 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn på charterferie i 2011.

I 2011 oplevede vi to ting på det område; nye destinationer og flere udbudte sæder ud af Aalborg Lufthavn. De samme forhold kommer vi til at opleve i 2012, hvor bl.a. Spies kommer med Gran Canaria som ny sommerdestination, mens Star Tour kommer med Cypern. Dertil kommer flere udbudte sæder fra alle charterselskaber. Vi ved dog, at der stadig er et kæmpe potentiale på det område, idet specielt charterpassagererne tillægger gratis parkering stor værdi, forklarer Søren Svendsen.

Stadig over 1 mio. indenrigspassagerer

Indenrigsruten, hvor SAS, Cimber Sterling og Norwegian tilsammen udbyder 46 flyvninger om dagen mellem Aalborg og København og retur, havde ikke mindre end 1.039.949 passagerer i 2011. Totalt set er det et fald på 1,9 procent, men et produkt der stadig benyttes af mere end 1 mio. mennesker.

Ser man på det danske indenrigsmarked er der sket et fald totalt set. For vores vedkommende er vi meget tilfredse med, at vores tilbagegang ikke er større. Vi ved jo, at en del passagerer nu flyver via Amsterdam i stedet for via Købehavn og ud i verden, og dermed har vi ikke mistet passagerer, de benytter blot et andet tilbud fra Aalborg Lufthavn, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen.