Rejsen mod en grøn og CO2-neutral fremtid

Har en lufthavn ansvaret for en grønnere verden? Det korte svar er ja, og i Aalborg Lufthavn er den grønne kurs sat og rejsen mod en CO2-neutral fremtid begyndt.

I toppen af Danmark ligger Aalborg Lufthavn, der med Danmarks største indenrigsrute og et væld af rejsemål ud i verden, hver dag er udgangspunktet for mange passagerers rejse. De lægger deres start på rejsen i vores hænder, og de forventer, at vi får dem godt og sikkert afsted. Det forpligter og kræver, at vi hver eneste dag yder den bedst mulige service, og en vigtig del af den service er at tage ansvar for rejsen fra check-in til take-off.

Men hvad indebærer vores ansvar for rejsen? En ting er passagerernes rejseoplevelse i dag – om de er på vej til forretningsmøde i København eller solvognen på Mallorca. En anden ting er garantien for, at de samme rejseoplevelser også kan lade sig gøre om bare 10 år. Det kræver omtanke og viljen til en bæredygtig omstilling. Dén har Aalborg Lufthavn, og i 2020 vil lufthavnen arbejde på at blive fuldt CO2-kompenseret – med afsæt i FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Men det er blot første skridt på en længere rejse for en grøn fremtid, hvor rejsen er mere end bare oplevelsen.    

Vores mål:

  • Ved udgangen af 2020 skal Aalborg Lufthavn være en CO2-kompenseret lufthavn.
  • Ved udgangen af 2030 skal Aalborg Lufthavn være en CO2-neutral lufthavn.
  • I 2050 skal Aalborg Lufthavn, inklusiv flytrafikken til og fra lufthavnen være CO2-neutral.

Omtanke bag handling – er vi så CO2-neutrale?  

På en stor arbejdsplads som Aalborg Lufthavn, med over 340 medarbejdere, er der mange ting, der skal spille sammen. En overordnet grøn strategi med fokus på omtanke og bæredygtig udvikling er et godt udgangspunkt, men ikke nok. Det skal blive en integreret del af hver enkelt medarbejders dagligdag – om det er mekanikeren, bagageportøren, security-screeneren eller salgsassistenten.

For at gøre dette er der brug for grønne investeringer, der sætter præmissen for dagligdagen. Derfor har der de sidste år været fokus på blandt andet udstyr på forpladsen. I dag er alle vores lastebånd på el og alle 10 standpladser har direkte strømforsyning til flyopladning i stedet for brug af dieselmotorer. Ud af i alt 85 køretøjer er 43 el-drevne, og Aalborg Lufthavn var den første danske lufthavn med en push-back traktor på ren el. De resterende 42 køretøjer vil løbende blive erstattet af en løsning med el, når de ikke længere kan bruges fornuftigt og økonomisk i driften, hvorefter de genanvendes i anden sammenhæng.

At blive CO2-neutral på rekordtid er nemlig ikke et grønt mål i sig selv. At erstatte noget, der virker, har en negativ effekt på miljøet i unødig ny-produktion, hvorfor vi snakker om udfasning og reducering frem for nu-og-her erstatning.

Naturligt sker en 100 procent reducering og neutralitet af CO2 ikke over ét enkelt år, hvorfor vi på nuværende tidspunkt kan tale om at blive CO2-kompenceret. Her arbejder vi på, ved udgangen af 2020, at kunne købe CO2-kompensation i form af lokal skovrejsning i Nordjylland i stedet for offset på oversøiske lokationer.

Gratis parkering – mere end bare god service

Den grønne omstilling i Aalborg Lufthavn startede længe før klima og miljø for alvor blev ’top of mind’. Tilbage i 2012 blev de første 355 landingslys erstattet med LED-lamper, og i 2016 blev de resterende 323 også skiftet. I samme periode er de over 600 lamper på parkeringsarealerne også blevet udfaset og erstattet med LED-lamper. Til sammenligning kan en LED-lampe brænde i cirka 100.000 timer mod før 1.500 timer pr. lyskilde. Det giver en energibesparelse på 93 procent og betydeligt mindre vedligeholdelse.

Den store energibesparelse har blandt andet betydning for parkeringsområdet, da gratis parkering er en investering i god service for passagerne, men i sig selv giver det ikke den store indtægt. Samtidig er alle anlagte parkeringspladser siden 2010 lavet med LAR (Lokal Afledning af Regnvand). Det er en dyrere løsning, men i stedet for at regnvand eventuelt siver ud i fjorden, renses det af et naturligt filter af sand og grus og optages i grundvandet.

I dag er der 6.000 gratis parkeringspladser i lufthavnen, hvor der er blevet bygget flere til i de seneste mange år. Her følger Aalborg Lufthavn nøje udviklingen i fremtidens transportformer, herunder el-biler, hvorfor der i 2020 bygges 10 yderligere p-pladser til el-biler, så der til sommer står 30 el-ladestandere klar.

Derudover er den direkte togforbindelse også klar i slutningen af 2020, der særligt for rejsende fra det sydøstlige Jylland er et godt alternativ til bilen.

Den grønne omstilling fortsætter, så vi ikke skal gå på kompromis med fremtidens gode rejseoplevelser.

FN's 17 verdensmål

Den grønne omstilling i Aalborg Lufthavn tager udgangspunkt i FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor lufthavnens strategi har indvirkning på områderne:

  • Sundhed og trivsel
  • Kvalitetsuddannelse
  • Bæredygtig energi
  • Anstændige jobs og økonomisk vækst
  • Industri, innovation og infrastruktur
  • Bæredygtige byer og lokalsamfund
  • Ansvarligt forbrug og produktion
  • Klimaindsats
  • Livet i havet
  • Partnerskaber for handling

OBS: Når du rejser gennem Aalborg Lufthavn, skal du som passager være opmærksom på en række retningslinjer, der er udstedt af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) og dermed gældende i alle europæiske lufthavne. Det er derfor disse retningslinjer du til enhver tid skal følge, når du befinder dig i Aalborg Lufthavn. Det er vigtigt, at du kender retningslinjerne her før din rejse gennem lufthavnen. For rejsevejledninger til de enkelte destinationer henviser vi til Udenrigsministeriets hjemmeside.


Tid Til Flyselskab Gate Status SMS

Tid Fra Flyselskab Ankomsthal Status SMS