Skip to content

Børnevenlige London

London har det hele – og mere til. Der er masser af gode muligheder, når børnene er med på ferie i en af Europas mest spændende storbyer.

Af Martin Hoffmann Kønig, www.borneferie.dk

Elegant prustende træder den sortmankede hest frem. På dens ryg sidder soldaten med stift blik, sablen strunk ved sin skulder og med overkroppen prydet af sort militæruniform. Midt i London. Et flot syn, som særligt de yngste er begejstrede for, men at det ikke er helt ufarligt, vidner det brune skilt ved hestenes hovedindgang om: ”Vær opmærksom. Heste kan sparke eller bide. Tak for opmærksomheden.”

Hver dag klokken 10 – om søndagen dog først klokken 11 - kan man – helt gratis - overvære vagtskiftet af den kongelige livgarde til hest - ved Horse Guard Parade på Whitehall - og det er et imponerende syn, når høje kommandoråb gjalder gennem det stenbelagte område og soldaterne rutineret bytter vagt.

Fra Whitehall er der ikke langt til Golden Jubilee Bridge, og her står vi i kø, for London er en populær by, men det er værd at vente. Den uniformerede dame deler ikke mange smil, mens hendes hænder rutineret lader en teleskopstang med et spejl glide, først oppe, siden neden under den high-tech udseende glaskapsel, som sammen med 31 andre airconditionerede kapsler udgør pariserhjulet ”London Eye,” der trods sine kun 14 år, er en af de mest ikoniske attraktioner i den engelske hovedstad. Det går ikke stærkt, men som familiens teenager bemærker, så suser det nok i maven til en hel ferie, og er samtidig også den mest afslappende måde at se London på. Big Benn knejser over House of Parliament, og slowmotion nyderne i St. James Park er blot nogle af de ting, der kan ses, når øjet i godt vejr har 40 km at boltre sig på.

 

Farvespraglet marked

Røgen stikker i næsen fra de utallige gadekøkkener mens en flok safrangule og lavenblå t-shirts skal skubbes til side, før vi kan komme frem.  Dreadlocks og lædersko, der hænger og vipper over vores hoveder, appelsintræer og en mand, der lyder, som om han har slugt en kanariefugl. Dét, og uendeligt meget mere findes i Londons besynderlige, kaotiske og stærkt fascinerende Camden Market. Her kan man være inde, ude, gå langs vandet eller tage for sig af de mange etniske retter, der falbydes fra gigantiske fade.

Børnehænderne skal knuges, og hastigheden sættes gevaldigt ned, når de over 1.000 forretninger, madshops og drikkesteder skal studeres, men Camden Market er en frådende, farvespækket labyrint, hvor der er mere end rigeligt både til den nysgerrige, og den, der bare må have shoppet igennem. Ikke langt fra Camden Market, på den anden side af Chalk Farm Road, ligger det nyere Camden Stables Market, der med sine ”kun” 700 boder, er en tand mere artigt end dets sprælske ”storesøster.”

Er man mere til det, der kan spises, så er Borough Market et must. Her kan man vandre mellem madboder fra hele verden, og der er gode muligheder for at prøvesmage. Markedet er åbent onsdag og torsdag med marked i fuld skala og ellers fredag og lørdag.

Gratis glæder

En weekend i London kan føles som en måned i andre storbyer, for mulighederne er så mange, og særligt med børn er der en parade af muligheder. London er en fabelagtig by at bruge penge i, men det behøver man ikke. For der er også store oplevelser, der er helt gratis.

Et af verdens måske allerbedste samlinger af menneskeskabte genstande fra præhistorisk tid til i dag er at finde på det imponerende British Museum, på Great Russel Street, hvor nysgerrige børn og deres familier kan få et indblik i menneskets historie og udvikling, og i samme åndedrag skal vi have science Museum, på Exhibition Road, med. Her kan børnene på 3. sal boltre i interaktive udstillinger med varmluftsballoner og flysimulatorer. Et sikkert hit – og så er det gratis!

Halen vipper rytmisk og de sylespidse tænder gnistrer blodigt i munden på den – troede vi – for længst uddøde T-Rex dinosaur. Brølet bevæger sig brummende fra maven, over hals til munden, og selvom vi godt ved, at der er tale om interaktiv fiks-fakserier, så er der usikkerhed at spore i de mindstes øjne. Hvad er ægte, og hvad er snyd? De hvælvede lofter, gotiske tårne og helt igennem fascinerende samlinger på Natural History Museum, på Exhibition Road, er vores absolutte favorit.

Den uddøde Donten fugludklækkede æg fra T-Rex, frådende dinosaurer og turen i den ”blå udstilling” om jordens skabelse. Det er mildt skrevet åndeløst godt, og igen – det er gratis.

London er en gigantisk by med alle muligheder, og så rejser børn under 11 år, der er sammen med en betalende voksen, gratis med busser og undergrundsbane.