Skip to content

Fantastiske London

Der er altid en grund til at besøge en af Europas mest populære byer. London har alt, hvad hjertet begærer for både par, familier og venner.

Musicals, shopping, fodbold, historie m.m. London, rummer så mange muligheder, at du aldrig vil kede dig på et citybreak.

Musicals for hele familien

Når du er i London vil en af de mest fantastiske oplevelser være at se en musical på et af de mange teatre. Se for eksempel Les Miserables, som er den mest populære musical, eller The Lion King der har et imponerende sceneshow og indeholder alle sangene, du kender fra filmen. London har forskellige spændende musicals at vælge imellem, og der er noget for både børn og voksne.

Shop amok i London

Vi kan ikke komme uden om, at London er et mekka for de shoppingglade. Byen byder på alverdens spændende butikker. Fra store kæder og mærkevarebutikker til små mindre kendte butikker. Tag en tur ned langs gader som Oxford Street, Bond Street og Kensington, og du vil formentligt ikke komme tomhændet hjem.

I London finder du også Harrods, der er et af de mest kendte shopping malls i London, og et besøg værd for den imponerende gamle rustikke stil. De mange spændende special-afdelinger tager dig på magisk vis tilbage i tiden. Harrods er et shopping mall i overklasse-stil, men der er masser af shopping malls i forskellige prisklasser i London. Kig også forbi et af de mange markeder i London, hvor du ofte kan gøre et godt køb i både second hand og mærkevarer.

 

English breakfast og afternoon tea

Bacon, æg, pølser og baked beans serveret med en omgang te, mere traditionelt engelsk bliver det ikke. Ved et besøg i London vil du møde tilbud på English breakfast overalt, og det er en morgenmadsret, der bør prøves hos de lokale. Te fås i alverdens varianter efter smag og behag, og det er meget populært med te til sin English breakfast eller afternoon tea til sin kage.

Levende historiefortællinger

Et besøg i Tower of London byder på en tur tilbage i tiden. Det gamle fængsel og dronningepalads har om nogen en interessant og dramatisk historie, der går helt tilbage til omkring år 1000. I Tower of London kan du få en guidet tur med en af de mange Beefeaters, der tidligere var vagter ved dronningepaladset og fængslet. I dag bor de ved Tower of London og fortæller den spændende historie om borgen, som rigtige historiefortællere kan. Det er også i Tower of London Storbritanniens Kronregalier opbevares.

Søger du flere levende historiefortællinger om London, er The London Dungeons et besøg værd. Du føres igennem et hus, der byder på små teaterstykker, hvor du kan blive inddraget i fortællingen. Fortællingerne beretter om en skummel og dyster tid i London, hvorfor du let bliver skræmt fra vid og sans. Det er både sjovt og skræmmende, men måske ikke for de helt små børn.

For børnene

London byder på masser af oplevelser for børn. Der findes flere forlystelsesparker og museer for børn i alle aldre. London Transport Museum er populært, da børnene får lov til at sætte sig i de mange forskellige køretøjer, såsom busser, Londons første undergrundstog m.fl.

Et klassisk turistmål for børnefamilier er også Madame Tussauds - vokskabinet. De fleste kender det, og det er meget lig de andre, der findes i europæiske storbyer, men stjernerne står klar til at få taget et billede med børn og voksne.

De klassiske oplevelser

Selvfølgelig skal de klassiske turistattraktioner som London Bridge, Big Ben, St. Pauls, Trafalgar Square, Westminister og Old Bailey også nævnes. Mange af dem kan ses blot ved en gåtur forbi, hvis man ikke lige har afsat tid eller penge til et besøg. Buckingham, hvor det britiske monark officielt arbejder, kan kun ses ude fra, men vagtskiftet blandt garderne med de fine bjørneskindshuer og den røde uniform er en oplevelse.

Jul i London

I november og december emmer London af ren julehygge. Gaderne er pyntet med julelys, og den hyggelige Hyde Park danner rammen om et stort julemarked med tivoli og boder for hele familien. Winter Wonderland har en stor skøjtebane, hvor både børn, unge og voksne morer sig sammen. London er hyggelig og skøn op til jul, hvorfor det er et rigtig godt tidspunkt at udforske byen.

London er en fantastisk by for både store og små. Der er masser at give sig til på et dejligt citybreak eller ved en hele uge i byen.