Askesky betød passagertilbagegang for Aalborg Lufthavn

Som for mange andre lufthavne i Europa blev askeskyen fra Island et trist bekendtskab for Aalborg Lufthavn. Omkring 25.000 passagerer blev generet af askeskyen enten fordi deres ankomst eller afgang fra Aalborg Lufthavn blev aflyst. I april 2010 fløj der således 77.384 passagerer til og fra Aalborg lufthavn. Det er en tilbagegang i forhold til april 2009 på 6,0 procent.

- Vi ærgrer os over konsekvenserne af askeskyen, da vi lå til en rigtig, rigtig god måned. En tilbagegang på 6 % vidner dog samtidig om den positive udvikling vi stadig er inde i, siger Lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Udenrigstrafikken har haft en tilbagegang på 3,1 procent. Således rejste 8.916 passagerer direkte til udlandet fra Aalborg Lufthavn i april 2010.

Indenrigstrafikken er gået tilbage med 5,8 procent i forhold til april 2009, idet 65.302 passagerer rejste mellem Aalborg og København og retur i april 2010 mod 69.352 i april 2009.

Chartertrafikken er gået tilbage med 16,3 %. Således rejste 3166 passagerer på charterferie fra Aalborg i april 2010.

- Til trods for en kaotisk og helt usædvanlig april måned, ser vi lyst og positivt på fremtiden, og vi satser meget på at indhente det tabte allerede i maj måned, slutter Søren Svendsen.

Fra medio maj er der 20 direkte destinationer ud af Aalborg Lufthavn til de mest attraktive steder i Europa.


3. maj 2010 / Skrevet af: Rikke Mølgaard