Skip to content

Norwegian med ny spansk sommerrute fra Aalborg

Norwegian tilføjer endnu en rute fra Aalborg Lufthavn. Til april får flyselskabet to ugentlige afgange til Alicante på den spanske østkyst.

Nordjyderne kan til næste år rejse med Norwegian til fire forskellige spanske destinationer fra Aalborg. Nyeste skud på stammen er Alicante, som ligger på den spanske solkyst. Udover Alicante tilbyder Norwegian afgange til Gran Canaria, Malaga og Mallorca i det kommende sommerprogram.

Norwegian er på nuværende tidspunkt den største aktør i Aalborg Lufthavn med knap 40 procent af de samlede flyvninger. At Norwegian åbner endnu en rute i Aalborg vidner om, at selskabet ser stort potentiale i lufthavnen. Det bekræfter Johan Bisgaard Larsen, dansk presse- og markedschef i Norwegian.

- Vi ser Aalborg Lufthavn som en meget vigtig del af vores operation i Danmark. Vi har lagt mange ruter fra Aalborg, fordi vi ser et stort potentiale i regionen. Vi kan se, at Nordjyderne har taget rigtig godt imod vores billige billetter og nye fly med gratis WiFi. Med den nye rute til Alicante giver vi nordjyderne endnu flere muligheder for at nyde de mange dejlige rejsemål, som Spanien tilbyder, siger Johan Bisgaard Larsen.

- Vi har gennem længere tid oplevet en stor efterspørgsel på Alicante og er derfor rigtig glade for, at Norwegian igen har lyttet til markedet og sætter to ugentlige afgange ind fra sommerprogrammets start, siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.

Fakta

Salget til den nye rute starter i dag den 7. december 2012, og priser begynder fra 399,- enkeltbillet. Der vil være to ugentlige afgange til Alicante fra Aalborg. Afgangene vil ligge torsdag og lørdag.


OBS: Regeringen og myndighederne fraråder alle rejser til udlandet til og med den 7. februar 2021. Derudover vil der være krav om en negativ COVID-19 test, taget indenfor 24 timer før afrejse til Danmark fra udlandet.
Rejser du med KLM til Amsterdam kan du, som dansk statsborger, fra klokken kl. 04.30 på afrejsedagen blive testet gratis hos SOS International. For udenlandske passagerer er der selvbetaling. Hver morgen før KLM-afgang kører der en shuttlebus mellem terminalen og teststedet på p-pladsen. 
Hvis du rejser gennem Aalborg Lufthavn er det vigtigt, at du som passager kender og følger retningslinjerne her før din rejse gennem Aalborg Lufthavn, som er udstedt af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA). For generelle rejsevejledninger henviser vi til Udenrigsministeriets hjemmeside ellers hold dig opdateret på Coronasmitte.dk.