Inden for de kommende uger påbegyndes opførelse af hotel ved Aalborg Lufthavn. Hotellet står klar 1. oktober 2014.

I juni 2013 afholdt Aalborg Lufthavn licitation med henblik på opførelse og drift af hotel ved Aalborg Lufthavn.

Resultatet af denne proces ligger nu klar. Det bliver således A. Enggaard der sammen med den kendte hotelfamilie Bühlmann, som er 3. generation på Scheelsminde, der har indgået et samarbejde omkring opførelsen og drift af hotel ved Aalborg Lufthavn.

 

- Lufthavnen er i rivende udvikling og vi tror meget på et stort eksistensgrundlag for det nye hotel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Aalborg Lufthavn skal have et hotel på lige fod med andre internationale lufthavne, siger Anemette Bühlmann der er direktør og medindehaver af Scheelsminde.

 

Hotellet får i første omgang 64 dobbeltværelser - alle med de faciliteter et moderne hotel kræver i dag, og samtidig forberedes der til yderligere 52 værelser i en etape 2. Hotellet opføres med hyggelig lounge og bar område, som endvidere fungerer som morgenmadsrestaurant i dagtimerne. Samtidig er der mulighed for at leje kontorlokaler på dags-, uge- eller månedsbasis - noget som ikke tidligere er set på hoteller i Danmark.

 

- Aalborg Lufthavn har stillet krav til en række forhold, bl.a. arkitekturen og hotelstandarden. Derfor er det også med stor glæde, jeg kan konstatere, at driftsherren netop blev familien Bühlmann, som kommer med masser af erfaring, professionalisme og tilmed kender flybranchen via bestyrelsesformanden og medindehaver af hotellet Peter Chr. Jensen, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.  

 

Hotellet får navnet Bühlmann Airport Hotel - Aalborg.

 

Aalborg Lufthavn har på det seneste sat et par rekorder: Juni 2013 var den bedste måned nogensinde i historien, mens juli var den næstbedste. Det er særligt inden for udenrigs- og chartertrafikken der opleves stor vækst.


16. september 2013