Skip to content

Mindre fremgang i indenrigs- og chartertrafikken samt tilbagegang i udenrigstrafikken giver samlet tilbagegang i juni 2016 på 1,2 procent i forhold til samme måned sidste år. 

Vækst på indenrigs- og chartertrafikken samt en forventet tilbagegang på udenrigstrafikken, giver en mindre tilbagegang på 1,2 procent i juni 2016 i forhold til juni 2015. Samlet set rejste 143.062 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i juni 2016 mod 144.806 i juni 2015. 

Stabil udvikling i chartertrafikken

Chartertrafikken er gået frem med 0,5 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 31.775 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i juni 2016 i forhold til 31.605 i juni 2015.

– Trods godt vejr i Danmark i det meste af juni og de rejsendes ændrede valg af feriemål, er vi tilfredse med antallet af solgte charterrejser ud af Aalborg Lufthavn, siger Søren Svendsen. 

Indenrigstrafikken viser en fremgang på 3,2 procent i juni 2016 i forhold til samme måned sidste år. I juni 2016 fløj der således 75.888 passagerer til og fra København mod 73.506 i juni 2015.

Etablerede selskaber vokser

I udenrigstrafikken ses der en tilbagegang på 10,8 procent. Således fløj 35.399 passagerer direkte til udlandet fra Aalborg Lufthavn i forhold til samme måned sidste år, hvor dette tal var på 39.695. 

- Sammenligner man juni i år med juni sidste år, så havde Lufthansa cirka 20 procent af vores udenrigstrafik i 2015, og sidenhen har Lufthansa som bekendt skåret kraftigt ned. Når vi så ’kun’ har en tilbagegang på 10,8 procent i udenrigstrafikken skyldes det bl.a., at et selskab som Turkish Airlines har opnået en stigning på 30 procent i forhold til samme måned sidste år. Et andet eksempel er Norwegian, der melder, at de har solgt over 30 procent flere rejser til de spanske destinationer ud af Aalborg Lufthavn; Alicante, Malaga og Mallorca, slutter Søren Svendsen.