Maj ’17 kunne ikke leve op til sidste års rekord-maj

Maj 2017 giver mere luft under vingerne for udenrigstrafikken, der viser fremgang for anden måned i træk. Et reduceret antal udbudte chartersæder til Tyrkiet hos rejseudbyderne, resulterer i en tilbagegang i antallet af chartergæster. Sammen med tilbagegangen i indenrigstrafikken viser maj 2017 en samlet tilbagegang på 5,4 procent i forhold til maj 2016, som var den største maj i lufthavnens historie.

Maj er måneden, hvor flere af årets mange sommerruter har deres første afgange. Dog er interessen for de ellers populære sommerruter til Tyrkiet desværre påvirket af sidste års forskellige hændelser, der har betydet færre afgange og derved tilbagegang i chartertrafikken. På udenrigsområdet er der til gengæld kommet godt gang i trafikken, hvor den gode fremgang fra sidste måned fortsætter ind i maj. Alt i alt rejste der i maj 2017 132.234 passagerer igennem Aalborg Lufthavn mod 139.848 i maj 2016 – en tilbagegang på 5,4 procent.   

Udenrigstrafikken fortsætter med fremgang

Ligesom sidste måned er der god fremgang i udenrigstrafikken, hvor specielt London, Malaga og Amsterdam fortsætter med at være de helt store trækplastre. Derudover er SAS´ Oslo-rute blevet taget godt imod af erhvervslivet såvel som fritidsrejsende. Alt i alt ses en fremgang på 7,2 procent i udenrigstrafikken. Således fløj 34.540 passagerer udenrigs i forhold til samme måned sidste år, hvor dette tal var på 32.209.

- For 2. måned i træk ser vi vækst i udenrigstrafikken, så den negative kurve, vi oplevede i løbet af 2016 og den første del af 2017, er knækket og i en positiv udvikling. Vi har i år et godt udvalg af populære rejsemål med mange ugentlige afgange, der giver en større fleksibilitet for de rejsende. Det gør det langt nemmere at planlægge ferien og komme afsted på f.eks. en forlænget weekend i Barcelona, Malaga, eller London, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen. 

Flere p-pladser og nyt madområde

I maj åbnede det helt nye madområde ’DELI’ i Aalborg Lufthavn, der ikke kun tilbyder et bredt udvalg af sunde alternativer og lækre delikatesser, men også et effektivt koncept, der gør, at du i løbet af få minutter kan sætte dig ned og nyde din mad. Derudover står der om 14 dage 275 nye parkeringspladser klar til de sommerrejsende.  

Færre afgange til Tyrkiet påvirker chartertrafikken

Chartertrafikken er gået tilbage med 17,6 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 20.810 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i maj 2017 i forhold til 25.246 i maj 2016.

- Tallet for chartertrafikken dækker over en forventet tilbagegang, idet sidste års uregelmæssigheder i Tyrkiet har fået flere rejseudbydere til at reducere antallet af afgange til Tyrkiet i år. De fleste har valgt først at starte op i juni/juli i stedet for maj, og enkelte har besluttet at fjerne Tyrkiet fra deres sommerprogram. Dette har påvirket chartertrafikken i første del af sommersæsonen, men flere afgange til blandt andet Malaga og Kreta og nye rejsemål som Cypern og Mytilini forventes at have en positiv betydning for den kommende sommertrafik, siger Søren Svendsen.

I indenrigstrafikken ses en tilbagegang på 6,7 procent i år i forhold til maj sidste år. I maj 2017 fløj 76.884 passagerer direkte til og fra København mod 82.393 i maj 2016.

- Tilbagegangen i indenrigstrafikken skyldes primært, at både Kristi Himmelfart og Store Bededag lå i maj i år, som giver anledning for mange til at tage nogle ekstra fridage, hvilket giver færre erhvervsrejsende, slutter Søren Svendsen.


1. juni 2017