Forventet tilbagegang i årets første måned

Årets første måned kunne ikke leve op til januar-rekorden i 2018, der blandt andet bød på en massiv vækst i udenrigstrafikken. Trafiktallene for januar 2019 viser en forventet tilbagegang på 9,0 procent i forhold til året før.

Januar 2019 gik for alvor vinteren i møde med frost og sne i luften, og samtidig bød årets første måned på en tilbagegang i Aalborg Lufthavn. I januar 2018 rejste 116.802 passagerer til og fra Aalborg mod 106.295 i år – en tilbagegang på 9,0 procent.

- Tilbagegangen for januar 2019 kommer ikke som en overraskelse – taget det nuværende vinterprogram i betragtning i forhold til januar 2018. Her var der en udenrigsfremgang på hele 63,9 procent, der i sig selv er svær at leve op til. Positivt er, at vi ser en fremgang i chartertrafikken, der viser en intakt rejselyst mod vintersolen sydpå – på ski såvel som på stranden, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen. 

Chartertrafikken gik frem med 10,4 procent i januar 2019 i forhold til januar 2018 – svarende til 11.552 charterrejsende i år mod 10.464 året før.

Udenrigs- og indenrigstrafikken går tilbage

I januar 2019 fløj 32.163 passagerer til og fra udlandet fra Aalborg Lufthavn mod 38.114 i januar 2018, en tilbagegang på 15,6 procent.

- Et mindre udbud af flyrejser betyder færre passagerer, og det ses tydeligt i udenrigstrafikken for januar, men vendes blikket mod for eksempel Oslo-ruten med SAS, er der positive tendenser at se, da der næsten er en fordobling i antallet af rejsende i januar i forhold til året før. Også ruterne til blandt andet Amsterdam og Malaga står fortsat stærkt, siger Søren Svendsen.

Antallet af indenrigsrejsende gik tilbage med 8,3 procent i januar 2019, hvor 62.580 rejste indenrigs til og fra Aalborg i forhold til januar 2018, hvor dette tal var 68.224.

Ferie for alle-messe i februar

Midt i vintersæsonen er folk i fuld gang med at planlægge deres ferierejser for sommersæsonen. Det er derfor nu rejsearrangørerne får rigtig travlt, og igen i år kan du møde Aalborg Lufthavn på Ferie for alle-messen i Herning, som finder sted i weekenden i uge 8. Her kan gæsterne få rejseinspiration fra hundredvis af rejse- og flyselskaber og andre udstillere, med fokus på oplevelser, tilbud og konkurrencer.

Tag kæledyret med på rejsen – også udenfor EU

Det er ikke kun os mennesker, der rejser ud i verden på oplevelser – også vores firbenede venner er ofte med, når blandt andet ferielejligheden i Sydspanien skal have et besøg. Som noget nyt i Aalborg Lufthavn er det nu også muligt at tage sit kæledyr med på ferie udenfor EU og selvfølgelig med tilbage igen.

- Det er en rigtig god nyhed, at vi som en af tre danske lufthavne kan imødekomme vores mange udenrigspassagerer ved, at de nemt kan tage deres kæledyr med ind og ud af EU via Aalborg Lufthavn, slutter Søren Svendsen.


1. februar 2019