Skip to content

Aalborg Lufthavn påtænker afskedigelse af op til 110 medarbejdere

Luftfarten oplever en langvarig og dyb krise grundet den verdensomspændende pandemi, COVID-19, og det fører nu til, at Aalborg Lufthavn tilpasser organisationen og påtænker at afskedige 110 medarbejdere, svarende til 75 årsværk ved udgangen af august. Den samlede arbejdsstyrke i Aalborg Lufthavn er i dag på 282 medarbejdere.  

Langvarig og dyb krise i luftfarten

Flytrafikken i Aalborg Lufthavn er tæt på halveret i forhold til det budgetterede i 2020, og tidligst i april 2021 forventes der at komme yderligere flytrafik. Ledelsen i Aalborg Lufthavn ser sig derfor nødsaget til at tilpasse organisationens omkostninger til den aktuelle trafik og deraf følgende nødvendige personalemæssige indskrænkninger. Dette sker for at sikre lufthavnens drift og økonomi til fremtiden.

- Vi har gjort brug af lønkompensationsordningen, og gør det stadig frem til 29. august. Det er en ordning, som har været værdsat, da vi i den periode har kunnet holde på vore medarbejdere samtidig med, at vi har fået større viden om, hvordan flytrafikken kommer til at se ud i fremtiden. Med den viden vi har nu, og når lønkompensationsordningen ikke bliver forlænget yderligere, ser vi os nødsaget til at tilpasse organisationen og vores omkostninger til den trafik vi har, og forventer at få i den nærmeste fremtid. Det gør vi først og fremmest for, at Aalborg Lufthavn også fremover kan være én af det nordjyske erhvervslivs vigtigste medspillere, siger direktør i Aalborg Lufthavn Søren Svendsen.  

Hver og én medarbejder har haft betydning for lufthavnens succes

Selv om Aalborg Lufthavn klarer sig fornuftigt i forhold til øvrige danske lufthavne, er fremtidsudsigterne nu så dystre, at det desværre er nødvendigt at tilpasse forretningen til en virkelighed med færre passagerer. Derfor er Aalborg Lufthavn nødt til at sige farvel til en lang række kompetente og værdsatte medarbejdere på tværs af alle afdelinger i lufthavnen.

- Det er meget tungt at skulle sige farvel til så mange værdsatte medarbejdere, der – hver og en – har andel i, at Aalborg Lufthavn i forbindelse med uddelingen af Danish Travel Awards blev kåret til ”Danmarks Bedste Lufthavn”, slutter Søren Svendsen.