Skip to content

Stigende rejseaktivitet trods et turbulent 2021

I 2021 satte COVID-19 også sine tydelige spor i Aalborg Lufthavn og luftfartsbranchen generelt. Trods en årsstart med markante rejserestriktioner, ses der dog også tilbage på et sommerhalvår med rejsefrihed rundt i Europa og en vækst i indenrigstrafikken. Kursen mod et positivt 2022 er derfor sat – med forventning om at rejseaktiviteten og rejseglæden snart kan vende tilbage på fuld styrke.

I løbet af 2021 rejste 775.789 passagerer igennem Aalborg Lufthavn – svarende til 53 procent af passagerniveauet fra tiden før COVID-19, hvor der i 2019 var 1.462.507 rejsende. Sammenlignet med 2020, hvor COVID-19 gjorde sit indtog, ser vi en passagerstigning på 51,4 procent i 2021.

Indenrigstrafikken oversteg alle forventninger

De sidste seks måneder af 2021 stod for næsten 77 procent af alle rejsende i året, som blandt andet skal ses i lyset af rejserestriktioner helt ind i foråret, men også et fokus på at løfte indenrigstrafikken til og fra København til nye højder. DAT, SAS og Norwegian har fløjet tværs over Danmark året igennem, hvor der har været op til 22 daglige afgange. 

- Da aktiviteten i samfundet kom op i gear igen efter nedlukningen, kunne vi i større grad se indenrigsefterspørgslen og betydningen af at have hele tre flyselskaber på ruten til København. Allerede fra juli oversteg antallet af passagerer 2019-niveauet måned for måned, og sammenligner vi det sidste halvår af 2021 med samme periode i 2019, så lå vi 7 procent over niveau. På flyene ser vi også langt flere fritidsrejsende end tidligere. Det er tydeligt, at folk har fået øjnene op for feriemulighederne i Danmark, hvor også Bornholm har været en populær destination, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Rejser til udlandet er stadig et stykke vej fra normalen

Igennem COVID-19 har rejser til udlandet ofte været det første, der blev lukket ned og det sidste, der blev åbnet op. For oversøiske rejser til blandt andet USA var rejsemulighederne stærkt begrænset i langt størstedelen af 2021. Rejseaktiviteten til europæiske rejsemål har været stødt stigende siden skolernes sommerferie, men samtidig har udbud og efterspørgsel været påvirket af blandt andet lokale restriktioner.  

- Vi så ikke udenrigstrafikken få helt fodfæste i 2021 ovenpå den store nedlukning. Det var i starten svært for fly- og rejseselskaber at finde det helt rigtige rejseudbud til at matche løbende grænseåbninger og særligt efterspørgslen, der var tæt på umulig at forudsige. KLM, der også den 27. marts kunne fejre 10-års jubilæum i Aalborg Lufthavn, var til stor glæde i luften hele året igennem og kunne hurtigt optrappe antallet af afgange. Danskernes udlængsel og lyst til at rejse viste sig nemlig at komme hurtigt tilbage igen, og flere ruter kom i gang op til sommeren, hvor første charterafgang var den 1. juni til Mallorca – en stor dag for både de forventningsfulde rejsende og personalet i lufthavnen, siger Niels Hemmingsen.

Rejseaktiviteten for udlandsrejser steg gradvist i sommerhalvåret og ind i vinterprogrammet, hvor de helt store højdepunkter var åbningen af de nye helårsruter; Stockholm og Kaunas.

December 2021 påvirket af smittetal og nye restriktioner

Efter en sommer og et efterår med optimisme og en synlig øget rejselyst, blev flytrafikken i december påvirket af høje smittetal og restriktioner. Derfor kunne julemåneden desværre heller ikke helt nærme sig et 2019-niveau, som vi ellers har set de forrige måneder. I alt rejste 80.363 antal passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i december 2021 mod 93.891 passagerer i december 2019. Svarende til 85,6 procent af passagerniveauet i december 2019.

Forventninger til 2022

Den seneste tid har vist, at COVID-19 desværre stadig er yderst aktuel, hvorfor vi i årets første måned skal forvente en begrænset rejseaktivitet, men med fortsat en del indenrigsrejsende igennem lufthavnen.

- Vi skal gennem en lidt hård januar, men vi har store forventninger til året generelt – særligt når vi kommer til sommersæsonen. I hele det forgangne år har vi arbejdet på højtryk med at gøre Aalborg Lufthavn helt klar til at gå forrest. Der er blandt andet tale om en intensiv indsats med ruteudvikling, hvor der også er gode sommernyheder på vej og optimering af lufthavnens faciliteter – for eksempel Penny Lane, der åbnede dørene tilbage i september. Samtidig fortsætter rejsen mod at blive en bæredygtig lufthavn, hvor lufthavnen blandt andet, den 10. november 2021, blev internationalt anerkendt som en CO2-reducerende lufthavn, slutter Niels Hemmingsen.

Trafiktal for 2021

  2019 2020 2021
Indenrigs 784.310 360.350 573.000
Udenrigs 474.850 111.652 132.388
Charter 203.347 40.498 70.401
I alt 1.462.507 512.500 775.789

Passagertallet for 2021 svarer til 53 procent af passagertallet for 2019.