Skip to content

På gourmet-ferie i Barcelona

Barcelona lokker med mere end sol og strand; byen er nemlig et mekka af stjernekokke og gode spisesteder.

Af Regitse Cecillie Rosenvinge

En rig madkultur

Spanien var den første, store turistdestination for danskere (tænk Costa Brava i de glade Spies-dage), og selvom Barcelona ligger mod nord, har byen været et lige så besøgt rejsemål igennem årtier. Det ændrer dog ikke på Barcelonas charme og autenticitet, der ofte omtales som ’Spaniens rebelske lillesøster’.

Blandingen af sydlandsk temperament, udsøgte madoplevelser, spændende historie og strandliv, tryllebinder de fleste rejsende – vidste du for eksempel, at byen er kåret til en af verdens bedste strandbyer?

Ikke desto mindre er Barcelona stadig kendt for sin catalanske madkultur, der differentierer sig en del fra resten af det spanske køkken. Vil man stifte bekendtskab med madkulturen i Barcelona, kan det klart anbefales at tage på en guided ’food tour’, hvor et udvalg af de bedste spisesteder, råvarer og retter afprøves.

På listen over egnsretter finder man blandt andet tapas; en masse småretter bestående af skåret kød og pølser, oste og grøntsager i forskellige variationer. Mindre kendte, men ligeså velsmagende klassikere, tæller sauteret spinat med rosiner, cannelloni, kødboller med blæksprutte og saltet torsk med en catalansk version af grønsagsretten ratatouille. Der er masser at tage af, og er man glad for god mad, kommer man aldrig forgæves til Barcelona! Husk også at smage på de fremragende catalonske vine og den velsmagende gyldne Mascaró – en lokal brandy lavet på frugt.

 

Tapas er ikke bare tapas

Når man befinder sig i Barcelona, er der naturligvis ingen vej udenom det famøse madmarked, La Boqueria, der åbner tidligt om morgenen og lukker, når de sidste varer er revet af hylderne – til tider en smule kaotisk, men ikke desto mindre en oplevelse. Det kan anbefales at lægge vejen forbi om morgenen, hvor man for få penge kan spise sig mæt i nybagt brød, frisk frugt og lokale delikatesser – eller sidst på dagen, hvor folkemængden er aftaget. Midt på dagen, især i weekenderne, er der et væld af mennesker, hvorfor det kan være en god idé at planlægge sit besøg. Det er ikke unormalt at støde ind i en spansk stjernekok på markedet, for La Boqueria lokker med alskens råvarer og lækkerier, som selv ikke en Michelin-kok kan sige nej til.

Når frokost-sulten melder sig, er der hjælp at hente på nærmest hvert et gadehjørne, men langt fra alle steder er af lige høj kvalitet. Hvis man søger den høje kvalitet, skal man ikke lade sig friste af restauranter på turistede pladser og fortove. Til gengæld er disse lokationer ideelle til blot at nyde et glas vin og iagttage folkemængden, men en god tapas kræver en smule efterforskning. I den gamle bydel findes et utal af charmerende caféer og barer, for eksempel Carlos & Matilda, der slår sig op på at sælge velsmagende cocktails og snacks. Sidstnævnte tæller nu også et simpelt, men indbydende frokostkort med blandt andet en tapas anretning, suppe og salater.

Er man mere til laid-back strand-atmosfære og kolde øl, bør man spadsere en tur op ad strandpromenaden, der byder på masser af udendørs caféer. En af disse er Surf House, og hvis navnet ikke siger det hele, så gør betjeningen bestående af afslappede surfere, der ser ud som om, de netop kommer fra bølgen blå. Menukortet er ikke imponerende, men retterne er velsmagende og sunde – et sted, der er særligt populær blandt unge.

Det ældre publikum derimod, og i øvrigt alle, der vil prøve kræfter med den catalanske tapas, skal lægge vejen forbi Quimet i Quimet, der ved første øjekast kan virke lidt overvældende. Den lille tapasbar er nemlig fyldt til randen med vin- og spiritusflasker, for ikke at tale om et meget livligt publikum. Her står man op side om side, alt imens man nyder én af stedets populære tapas, for eksempel laks med trøffelhonning, saltet og lufttørret tun – eller hvad med en omgang tun med kaviar og balsamico-sirup?

Fra paella til cocktails

Og så er der paella. Der er hede diskussioner fra nord til syd om, hvordan en paella skal tilberedes og smage, men ikke desto mindre stammer den fra Valencia og ikke Catalonien. Valencianere er stolte af deres version – den oprindelige – men i løbet af årene har madkulturen spredt sig, og Barcelona byder nu også på flere gode paella-beværtninger. En af dem er Morryssom, der i weekenderne er stuvende fuld. En hyggelig restaurant med et skønt udvalg af tapas, muslinger, catalanske pølser – og paella. Smagen er så tæt på den originale som muligt, og vegetarer kan vælge en lækker variation med gedeost.

I Barcelonas gamle bydel ligger en af byens ældste restauranter, 7 Portes. Stedet åbnede i 1836 og har igennem tiderne budt prominente gæster som Orson Welles og Pablo Picasso velkomne. Man forstår hurtigt hvorfor! 7 Portes tilbyder et stort menukort fyldt med lækre, catalanske specialiteter, og de specialiserer sig i paella, så englene synger. Nyd en bid af det oprindelige Barcelona i den smukke, gamle restaurant, hvor man stadig kan fornemme Picasso sidde med en aperitif ovre i hjørnet, hvis man lukker øjnene.

Det kan anbefales at besøge en af de mange cocktailbarer, byen byder på. Der er dem med udsigt, for eksempel rooftop-baren på det famøse W Hotel, der lokker med en formidabel udsigt over middelhavet, og så er der dem, der allerede kan kalde sig legendariske. En af disse er Dry Martini. Udråbt som en af de bedste i verden og altid fyldt med cocktail-hungrende gæster. Dette er stedet at slukke tørsten, hvis man virkelig værdsætter en veltillavet drink! En ’Dry Martini’ er naturligvis barens signatur, og forlad ikke stedet uden at have smagt denne.