Smagen af Barcelona

For enden af vejen ligger en Burger King og frister, men vi sniger os udenom for vi er på jagt efter det autentiske spanske køkken – og Barcelona er storleverandør. Restauranter, barer, cafeer, grillbarer, sidegadebutikker, og for slet ikke at tale om de mange velassorterede supermarkeder, hvor man for under to euro kan få en solid omgang lækkert håndskåren skinke.

På et hjørne, tæt på Barcelonas bystrand, ligger det vi søger. Indgangen er holdt i mørke træsorter, gyldent håndtag og et grønt skilt, der fortæller det hele. Her har været langet lækker tapas over disken siden 1955, så mon ikke de ved hvad de gør?

Gaderne er tætte og fra altanerne “danser” vasketøj på stænger i den beskedne vind. Adressen siger Ginebra 13 i Barceloneta kvarteret, og vores maver er klar. Niårige Malthe er overbevist om, at hans mave har bedst af en hurtig burger, men han bliver alligevel grebet af stemningen, da vi træder ind i det nydelige, men bodegaagtige, lokale på bar Jai Ca.

Vi finder lokalets eneste ledige bord i en bås af glas, og straks kommer en sød ung kvinde og tørrer bordet af og langer et par laminerede menukort til os, mens hun stiller en skål med syltede agurkeskiver og velsmagende oliven.

Vi er klar til tapas, der egentlig betyder “at dække,” og som oprindelig var en lille haps af brød eller skinke, som man brugte til at dække sit glas mellem slurkene, men som nu er blevet synonym med det spanske folkekøkken.

Retterne kan vælges med ord eller udpeges bag barens glasmontre, og sammen med velsmagende sangria, kommer retterne i hurtig rækkefølge.

Den store fodboldoplevelse

Græs i små plasticdåser, 50 meter lang pokalskabe fyldt med blankpoleret sølvtøj, beviset på at verdens bedste fodboldspiller har sine dage på ”kontoret” her, og en dame, der med alvorstung mine forklarer, at der ikke bliver noget foto af pokalen med ”de store ører,” hvis ikke vi vil betale ekstra for det.

Kitsch hvæser det for det indre øre, men vi er solgt fra nogle af de første skridt i fodboldklubben FC Barcelonas museum og stadion Camp Nou, hvor der uge efter uge sidder næsten 100.000 fodboldglade mennesker.

Geniale afleveringer, mandshøje billeder af fortidens Barca helte, også de danske. Men sådan er hele Barcelona. Byen syder af fodboldklubben med den stolte fortid og nutid, og hvert gadehjørne sit indkøb af merchandise fra den Catalanske hovedklub.

”Mes que un club”

Det er alt sammen storslået og fedt som fodboldinteresseret, men den store oplevelse er den grå beton – Camp Nou – det delvist nedgravede superstadion, der med plads til lidt under 100.000 tilskuere er en moderne arena for fodbold gladiatorer, som drenge og piger over hele verden ser op til.

Det er detaljerne, der gør Camp Nou så fantastisk. På tribunerne eller oppe i pressens vakkelvorne metalbro er der et fabelagtigt udsyn over den mytiske græsplæne. På den modsatte side står der med store bogstaver ”mes que un club,” – mere end en klub. Man må ikke løbe ind på banen, men man er tæt, meget tæt, på, og det er altså en særlig oplevelse at stå så tæt på Messi, Suarez og Neymars arbejdsplads.

At se, mærke, dufte og opleve stemningen er de største, og helt gratis, oplevelser her.