Skip to content

Ny vinterrute til Madeira med SunCharter

SunCharter åbner en ny direkte vinterrute fra Aalborg Lufthavn til ferieøen Madeira med opstart den 23. december. Den nye charterruter fortsætter frem til den 14. april med én ugentlig afgang hver lørdag morgen. 

Der er godt nyt for jer, der gerne vil have varmet kroppen op i de kolde danske vintermåneder og samtidig få nogle unikke og fantastiske ferieoplevelser med på vejen. Fra lørdag den 23. december i år bliver det nemlig muligt at flyve direkte fra Aalborg Lufthavn til Atlanterhavsøen, Madeira. SunCharter vil hver lørdag morgen frem til og med den 14. april sende solglade danskere afsted til Madeira  en frodig ferieø med temperaturer omkring 20 grader og mange solskinstimer hele vinteren.

- Madeira henvender sig til gæsten, som ønsker behagelige temperaturer og spændende oplevelser. Her skal være plads til afslapning ved poolen, men også mulighed for at tage på hvalsafari, kulturoplevelser eller vandreture. På Madeira finder du det hele og til rimelige penge og så smager maden fantastisk, fortæller salgschef hos SunCharter, Carsten Terp.

Ruten til Madeira flyves af Danish Air Transport med en flyvetid på 4 timer og 30 minutter, og der er afgang hver lørdag morgen fra Aalborg Lufthavn klokken 08.30.

Verdens bedste ø-destination

I 2015 og 2016 vandt Madeira prisen for verdens bedste ø-destination, som blandt andet skyldes den smukke natur, unikke kultur og behagelige sommerlige temperaturer, der gør øen til et sandt ferieparadis. I vinterhalvåret er klimaet lige tilpas – hverken for koldt eller for varmt. Derfor er det en populær destination for os danskere, da du både kan nyde godt af den varme sol og samtidig tage på opdagelse ud til de mange udflugtspunkter. Tag på vandreturer i bjergene, på hval- og delfinsafari eller udforsk hovedbyen Funchal, hvor du finder restauranter, en lystbådehavn og gode shoppingmuligheder. Funchal byder derudover på et hav af kulturoplevelser, og det er derfor også her du finder SunCharters hoteller.

Læs mere om Madeira og undersøg rejsemulighederne via SunCharters hjemmeside.