Skip to content

Sydspanske ferieoplevelser 

Malaga og hele Costa del Sol er meget mere end sol, strand og golfbaner. Få her et par rejsetips til, hvad du skal opleve på ferien til Andalusien.

Af Søren Barnak

Gennem tiden har mange rejsende tabt deres hjerte til Malaga ­– byen med den evige puls og de mange oplevelser. Og Malaga er helt sikkert en by, der skal opleves.

Den historiske bymidte er en labyrint af smalle gader, og for de kulturelt interesserede findes der også et Picasso museum, som har til huse i det smukke Buenavista Palads.

Højt hævet over byen ligger det mauriske fæstningsværk Alcazaba, og i de arabiske haver kan roen og æstetikken nydes, mens man overvældes af duften fra de titusindvis af jasminblomster. 

Tapas og sherry

I kvarteret lige bag Avenue de Andalucía mødes ’Los Malagueños’ på byens

tapasbarer, hvor bardiskene bugner af fade med sortfodsskinke og grillede sardiner. Her står man som sild i en tønde for at få andel i den gode stemning og de lækre smagsoplevelser. Ikke langt herfra, på Avenue de Andalucía, ligger byens ældste sherrybar, Antigua Casa de Guardia, hvor de mange sherryvarianter skænkes direkte fra gamle træfade.

De hvide landsbyer

Er man blevet træt af at shoppe, kigge på kunst og spise tapas, så er det tid til at besøge de berømte hvide landsbyer, Pueblo Blancos, der udgør en del af den andalusiske sjæl. Ofte går turen ad smalle snoede bjergveje, hvor luften står stille i den trykkende hede. Men belønningen fås, når man ankommer til disse små, stemningsfyldte byer.

 

En hårrejsende vandretur

Oppe i bjergene bag Malaga finder man Caminito del Rey de Ardales, der bestemt ikke er en turistattraktion for folk med højdeskræk. El Caminito blev oprindeligt bygget for at kunne transportere arbejdere og bygningsmaterialer hen over El Chorro-kløften. Arbejdet blev bl.a. udført af dødsdømte fanger.

Historien er dramatisk, og dramatisk er også oplevelsen, som venter de besøgende. Turen foregår langs gangbroer, som er fæstnet ind mod de lodrette klippevægge, og ofte er der flere hundrede meter ned til bunden af dalen. El Caminito genåbnede i 2015 efter en større renovering og blev samme år udråbt som en af verdens hotteste rejseaktiviteter.

 

Vidste du at…

Malaga oprindeligt hed ’Malaka’. Navnet stammer fra ’Malac’, som betyder ’stedet hvor man salter fisk’.