Passager nummer 1.5 mio. fra Aalborg Lufthavn

Den 20. december 2016 rejste passager nummer 1.500.000 igennem Aalborg Lufthavn. Lige efter security blev denne passager glædeligt overrasket af lufthavnsdirektøren, der overrakte et gavekort.

Det var en glad rejsende, der i dag den 20. december gik igennem Aalborg Lufthavn som passager nummer 1.500.000. Intet anende blev hun efter security modtaget af lufthavnsdirektør, Søren Svendsen, der overraskede hende med en lykønskning, et gavekort på 1.500 kr. til DutyFree og 15 VIP-kort til loungen.

Den heldige passager var på vej til Malaga sammen med hele familien på syv, der sammen havde taget køreturen fra Århus til Aalborg. I Malaga skal familien, bestående af tre generationer, fejre julen.

- Vi har rejst flere gange fra Aalborg Lufthavn, fordi vi altid får en god oplevelse her. Det er nemt at tage turen fra Aarhus, der er gratis parkering, og så er servicen i lufthavnen noget helt særligt, fortæller den glade familie fra Aarhus, inden de går videre for at nyde godt af deres gavekort til DutyFree og forkælelse i loungen.

Med mere end 1.500.000 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn, ender 2016 med historisk passagerrekord.


20. december 2016