Fremgang i udenrigs- og chartertrafikken – tilbagegang i indenrigstrafikken

Årets sidste efterårsmåned levede ikke helt op til sidste års november-rekord. Trods fremgang i både udenrigs- og chartertrafikken, betød en tilbagegang i indenrigstrafikken, at Aalborg Lufthavn gik ud af november 2018 med en mindre tilbagegang på 1,3 procent.

Den hyggelige julemåned er i fuld gang, og der er pyntet op til jul i Aalborg Lufthavn. Et tilbageblik på november 2018 viser en mindre tilbagegang på 1,3 procent – svarende til knap 1.600 passagerer. Således rejste 117.619 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i november 2018 mod 119.210 i samme måned sidste år.

Fremgang i udenrigs- og chartertrafikken

Antallet af rejsende, der i november tog turen gennem lufthavnsterminalen til og fra udlandet steg med 1,9 procent i forhold til november 2017. I november 2018 var der således 34.367 udenrigsrejsende mod 33.732 i november 2017.

- Konsekvenserne af Primera Airs konkurs er stadig at spore i trafikprogrammet. At vi på trods af dette ser en fremgang for både udenrigs- og chartertrafikken skyldes blandt andet god fremgang på ruterne Amsterdam, Malaga og Oslo samt tilføjelsen af det nye vinterprogram til Barcelona. Derudover står De Kanariske Øer stærkt i charterprogrammet, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

I chartertrafikken var der en fremgang på 3,0 procent i november 2018, hvor 6.595 chartergæster var igennem Aalborg Lufthavn mod 6.406 i november 2017.

Tilbagegang i indenrigstrafikken

I november 2018 var der 3,1 procent færre indenrigspassagerer til og fra lufthavnen i forhold til november 2017. Således rejste 79.072 indenrigs mellem København og Aalborg i november sidste år mod 76.657 i år.

- Efter en tilbagegang i indenrigstrafikken for november, går vi december i møde, hvor der normalvis bliver mindre travlhed i erhvervslivet, men samtidig mere drøn på familiebesøg op til jul. Vi ser derfor frem til de julerejsende i december, hvor DAT igen i år har sat afgange ind til Bornholm – ligesom Atlantic Airways har afgange til Færøerne, til glæde for de mange herboende færinger, slutter Søren Svendsen.


OBS: Udenrigsministeriet har pr. 13. marts 2020 valgt at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til hele verden til og med 13. april 2020. Vi henviser til Udenrigsministeriets rejsevejledning for yderligere information. Har du en forestående rejse i denne periode anbefaler vi, at du kontakter rejsebureauet, hvor du har bestilt din rejse, eller flyselskabet, hvor du har købt din flybillet. Vi anbefaler alle rejsende til at orientere sig om evt. aflyste afgange og ankomster på aal.dk samt holde sig selv løbende opdateret på coronasmitte.dk.


Tid Til Flyselskab Gate Status SMS

Tid Fra Flyselskab Ankomsthal Status SMS