Skip to content

Rejserestriktioner sætter dagsordenen

Luftfarts- og rejsebranchen i hele verden er stærkt påvirket af de gældende rejserestriktioner – som reaktion på den stigende COVID-19 smitte. Aalborg Lufthavn er ingen undtagelse, og passagertallene for oktober 2020 er også derefter, med blot én tredjedel af sidste års passagerantal for måneden.

Stor efterspørgsel på lyntests i lufthavnen

Passagertallet falder i oktober 2020, med samlet 44.275 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn, som er 33,0 procent af det samlede antal rejsende i oktober sidste år. Samtidig er efterspørgslen på COVID-19 lyntests stærkt stigende efter SOS International i start oktober åbnede et testcenter i Aalborg Lufthavn.

– Vi har et godt samarbejde med SOS International omkring lyntests i Aalborg Lufthavn, og siden klinikken åbnede den 7. oktober har der været fuldt booket. Derfor udvides kapaciteten også løbende, og indtil videre har vi kun fået positive tilbagemeldinger fra særligt erhvervslivet, der sætter stor pris på et lynhurtigt testsvar, når de skal afsted eller er på vej hjem til kollegaer og familie, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen og fortsætter Men på nuværende tidspunkt står vi stadig i skyggen af markante rejserestriktioner, hvorfor der i Dansk Luftfart, i dialog med regeringen og myndighederne, arbejdes på højtryk med oprettelsen af et effektivt test-system, der kan opkvalificere rejserestriktionerne.

Øget tilbagegang over hele linjen

I oktober 2020 var der 2.180 charterrejsende til og fra Aalborg Lufthavn, svarende til 11,9 procent af de samlet 18.260 rejsende på ferie i udlandet i oktober 2019. I antallet af udenrigspassagerer er 13,7 procent tilbage i lufthavnen i forhold til sidste år, hvor der var 42.632 rejsende med rutefly til udlandet, mod 5.851 i år.

- Sommersæsonen sluttede i midten af oktober, hvor verden samtidig lukkede mere eller mindre ned igen. Som det ser ud nu er hele vintercharterprogrammet sat på standby, mens der fortsat er liv i erhvervsrejserne til blandt andet Amsterdam, hvor KLM fastholder op til to daglige afgange. Indenrigsruten til og fra København holdes fortsat godt i gang, med et stort rejseudbud fra SAS, Norwegian og DAT, slutter Søren Svendsen.  

Alt i alt er 49,4 procent af indenrigspassagerene tilbage i Aalborg Lufthavn – med 36.244 rejsende i oktober i år mod 73.348 rejsende i oktober 2019.

Samlet set var der i Aalborg lufthavn 44.275 passagerer igennem terminalen i oktober 2020 mod 134.240 passagerer i oktober 2019 – en tilbagegang på 67,0 procent.